
Om dette arrangement
Foredrag om Tove Ditlevsen ved Jeannet Ulrikkeholm
Tove Ditlevsen mente selv, at hun var født med en slags sivebrønd og septiktank indvendigt. Aldrig så snart havde hun fået den ene til at fungere, før helvede brød løs i den anden. I løbet af dette foredrag fortæller Jeannet Ulrikkeholm om Tove Ditlevsens kaotiske liv.
Tove Ditlevsen voksede op på Vesterbro i et fattigt arbejderkvarter og havde fra barnsben en ambition om at blive en berømt forfatter. Hun nåede at skrive talrige noveller, romaner, selvbiografier, essays, digte, artikler og hørespil, inden hun døde for egen hånd i 1976.
Jeannet fortæller om sammenhængen mellem liv og digtning i Tove Ditlevsens univers, og hun synger udvalgte sange - både kendte og mindre kendte. Jeannet fortæller også om venskabet mellem Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Og om forholdet til Piet Hein. Tove Ditlevsen var også en sjov forfatter. Det vil erfares i løbet af dette foredrag.
Jeannet akkompagnerer på guitar og guitarlut.
Jeannet Ulrikkeholm er cand.mag. og tidligere universitetslærer. Nu er hun udøvende sanger og musiker. Hun er forfatter og har en deltidsstilling som musiklærer på Ole Rømer-skolen i Høje Taastrup.
Arrangement i samarbejde med Morsø Folkeuniversitet.