Betaling af gebyr og erstatning pr. 1. november

11.10.21
Her kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål om betaling af gebyrer og erstatninger.

Se også vores reglement

Fra 1. november overføres nyoprettede gebyrer og erstatninger til Mit Betalingsoverblik.

Hen over foråret 2022 vil tidligere oprettede mellemværender også blive overført. Indtil da vil de blive liggende i bibliotekssystemet, og vil kunne betales på sædvanlig vis på bibliotekmorsoe.dk

Der er ingen ændringer i bibliotekets gebyrsatser.

Mit Betalingsoverblik

Mit Betalingsoverblik er en selvbetjeningsløsning der samler alle mellemværender og gæld til Morsø Kommune i ét samlet overblik.

Direkte link til Mit Betalingsoverblik

Vær opmærksom på at kun mellemværender der er overført fra bibliotekssystemet til kommunens økonomisystem, vil kunne ses i Mit Betalingsoverblik.

På din lånerprofil her på hjemmesiden, under punktet "Mellemværende", kan du se alle mellemværender – både dem der er overført til Mit Betalingsoverblik og dem der endnu ikke er overført.

Betalingsmuligheder

På Mit Betalingsoverblik er det muligt at betale med betalingskort og MobilePay. Mellemværender kan også betales via netbank eller i banken.

Mellemværender der endnu ikke er overført til Mit Betalingsoverblik, kan fortsat betales med betalingskort her på hjemmesiden. du kan også betale i Info med kontanter, betalingskort eller Mobilepay. 

På sigt vil det også blive muligt at betale gebyrer der er oprettet i Mit Betalingsoverblik via MobilePay på udlånsautomaterne.

Hvordan kan jeg betale en regning på Mit Betalingsoverblik, hvis jeg eller mit barn ikke har NemID?

Hvis du ikke har NemID, fremsendes automatisk et girokort med posten, som kan betales i banken.

Gebyrer oprettet før 1. november der endnu ikke er overført til Mit Betalingsoverblik, vil fortsat kunne betales her på hjemmesiden – uden brug af NemID.

Jeg kan ikke se mine gebyrer på Mit Betalingsoverblik

Nyoprettede mellemværender kan først ses i Mit Betalingsoverblik dagen efter de er tilskrevet.

Mellemværender oprettet før 1. november vil først blive overført til Mit Betalingsoverblik hen over foråret 2022.

På din lånerprofil her på hjemmesiden, under punktet "Mellemværende", kan du se alle mellemværender – både dem der er overført til Mit Betalingsoverblik og dem der endnu ikke er overført.

Betalingsfrister

Hvis du får et gebyr for at aflevere for sent eller skal erstatte et materiale, vil du automatisk få tilsendt en faktura i din e-Boks med en betalingsfrist på 30 dage.

Fakturaen vil blive udsendt fra kommunens økonomisystem, og vil derfor se lidt anderledes ud end du er vant til fra bibliotekets saldoopgørelser.

Betaler du ikke inden betalingsfristens udløb, vil du med 30 dages mellemrum modtage en påmindelse fra biblioteket i form af en saldoopgørelse med en oversigt over alle dine mellemværender.

Hvis du skylder kr. 100,- eller mere i gebyrer eller erstatninger ved betalingsfristens udløb, vil du  modtage en rykker fra kommunens Borgerservice. En rykker fra Borgerservice koster 250 kr. i administrationsgebyr.

Har du modtaget en rykkerskrivelse fra Borgerservice, skal rykkeromkostningerne betales – også selvom du har afregnet dit mellemværende med biblioteket.

Hvorfor står der på min lånerprofil, at jeg mangler at betale?

Efter at have gennemført en betaling på Mit Betalingsoverblik, kan der gå op til 72 timer før oplysningerne er opdateret her på bibliotekmorsoe.dk og i Biblioteket-appen.

På Mit Betalingsoverblik kan man altid se et opdateret overblik over sine betalinger til biblioteket og kommunen.

Jeg synes det lyder kompliceret, hvorfor laver I om på det?

Der er kommet nye krav til hvordan systemer skal kunne håndtere borgeres gæld og betalinger. Disse krav understøttes ikke af det fælles nationale bibliotekssystem, og ville kræve en stor udvidelse af systemet med en række funktionaliteter som allerede findes i kommunernes økonomisystemer. Det er derfor blevet besluttet, at det er bedst at lade økonomisystemerne håndtere betaling og afstemning, fremfor at bygge det ind i bibliotekssystemet.

Jeg har spørgsmål til mine mellemværender

Selvom Borgerservice har overtaget opkrævningen af bibliotekets mellemværender, kan du stadig spørge os på biblioteket, hvis du har spørgsmål til dine gebyrer eller erstatninger.

Hvis der er noget vi ikke kan svare på, kan du også kontakte Borgerservice i Morsø Kommune.

Læs mere om Mit Betalingsoverblik på Morsø Kommunes hjemmeside