Astrid Saalbach - Foto: Robin Skjoldborg
Astrid Saalbach - Foto: Robin Skjoldborg

Om dette arrangement

Tid
19:30 - 21:00
Pris
Gratis for medlemmer af Morsø Biblioteksforening. 60 kr. for ikke-medlemmer.
Sted
Støberisalen
Målgruppe
For voksne
Arrangementer

Forfatteraften med Astrid Saalbach

10.02.22
Mød forfatteren Astrid Saalbach på Morsø Folkebibliotek.

Astrid Saalbach, født i 1955, er et mangesidet talent. Hun er skuespiller, tv-, radio- og teaterdramatiker, skribent og romanforfatter og har modtaget en lang række priser for sine værker.

Romanen ”Der hvor du ikke vil hen”, fra april 2021, er ifølge forfatteren skrevet med udgangspunkt i en samling gamle gulnede breve, som hun fandt i sin mormors hus og først læste mange år efter. Papirerne kastede et nyt lys over det liv, hendes mormor havde haft, og romanen er delvist skrevet på en vrede over alle de kvinder, der i tidligere tid blev holdt tilbage fra at virkeliggøre deres drømme.

I romanen er det Helene, der finder en samling breve og aviser, og derudfra går fortællingen. Pigen Sigrid vokser op i en velstående familie i Faaborg og er meget betaget af sin unge, smukke og kloge moster, Anna. Anna er i den ”giftefærdige alder” i begyndelsen af 1900-tallet; men i stedet for at gifte sig fornuftigt forelsker hun sig inderligt i en gift kunstner og bliver en skamplet på familiens liv og rygte. Anna bliver sendt til København, uddanner sig som tandlæge og sendes derefter til Grønland for at bo hos sin bror, der er embedsmand deroppe. Det er meget spændende at følge Annas virke som tandlæge i 1900-tallets Grønland, at være med på sidelinjen, når Anna foretager sine undersøgelser og behandlinger på de lokale, og opholdet i Grønland giver et realistisk og barsk indblik i de små lukkede lokalsamfund oplevet udefra såvel som livet i de danske kolonier. Man får en klar fornemmelse af, at danskernes indflydelse på grønlandsk kultur så langt fra har været udelukkende positiv! Anna kommer tilbage til København og bliver gift.

Romanen følger også Sigrids livsbane. Hun er ikke tvunget til at rejse ud, men gør det af lyst til oplevelser i stedet for tidlig fastlåsning i det accepterede mønster. Annas og Sigrids skæbner vikler sig ind i hinanden på fascinerende måde. Som en anmelder skrev: ”Det er en stærk roman, og efter endt læsning priser man sig som kvinde lykkelig for, at vi skriver 2021 og ikke 1921!”

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond.